Medlemsregistrering 2022

Så er det igen tid til at tælle medlemmer og indberette til DIF (medlemstal.dk). 
Alle klubber har den 1. december modtaget en mail fra CFR (Centralt ForeningsRegister). Mailen er sendt til formand og kasserer med log-in information.
Når man logger ind er der adgang til vejledninger og her kan man også opdatere klubbens kontaktinformation. 

Det er som altid meget vigtigt, at klubberne husker at indberette alle medlemmer. Dette gælder alle, der har været medlem af klubben i min. 3 måneder i løbet af 2022. Det gælder også medlemmer, der er fritaget fra kontingent f.eks. trænere, æresmedlemmer m.fl.).  Der skelnes ikke mellem aktive og passive, så længe der er tale om medlemmer! Der er altså ikke tale om et øjebliksbillede, men om at få talt alle 2022 medlemmer. 

Der er nok ikke tvivl om, at vi fortsat er påvirket af tidligere sæsoners corona-restriktioner, men vi håber at vi efter et år med fuld aktivitet, har fået tilgang af nye (eller tidligere) medlemmer. 

CFR-systemet har mulighed for at udveksle oplysninger med flere foreningsprogrammer. Det betyder, at hvis I benytter jer af et af disse foreningsprogrammer (pt. Conventus, Klubmodul, Holdsport, WinKAS, Clumeo, Zakobo og Foreningsadministrator), kan I indberette medlemstal direkte derfra.

Som altid hjælper vi meget gerne, hvis der er spørgsmål til registreringen. Der er åbent for indberetning frem til og med den 31. januar 2023, men gør det gerne tidligere. Så bliver det ikke glemt.

Referat af U12 mødet

Tilstede: Ballerup, Oysters, Killer Bees, Hørsholm og Gladsaxe

Generelt var der en god oplevelse af den forgangne sæson.
Coach pitch blev igen evalueret her efter anden sæson. Der var enighed blandt deltagerne om, at de fordel der var ved coach pitching opvejede eventuelle ulemper. Der er dog et arbejde hos klubberne med at sikre sig, at spillerne også vænner sig til lidt hurtigere pitching (evt. ved brug af en pitchermaskine) og at der lokalt trænes pitching.

DM stævnet gik også fint, men det blev en meget lang dag med det lange mellemspil.

Herefter var der fri diskussion.

Først lidt til turneringsplanlæggerne:

Frederik, Hurricanes, foreslog, at man af og til afvikler U12 (og U15) kampe i forbindelse med seniorkampe, så spillerne får en bedre idé om, hvor de er på vej hen. Det kan være enten som opvarmning til senior kampe eller de kan spille på græs ved siden af og se det andet i en pause mellem to kampe. De skal dog ikke altid henvises til græs.

Der var også opbakning til at mødes med tre hold, så man ikke får en hel dag aflyst,  hvis der er et hold, der må melde forfald.

Der var også et ønske om at genindføre U12-U15 dage, hvor man så har en hel dag med kampe på banen og nemmere kan åbne bod osv.

Dernæst tanker om “sidste batter situationen”.
Som det er i dag, kaster de fleste bare “hovedløst” hjem også med to outs, hvor de nok burde lære at vælge en tvungen out på baserne. Løberne løber ligeledes “hovedløst” mod hjem, hvilket også giver problemer, når der er mindre end to outs og bolden gribes, da løberne i princippet burde tagge op. Henri foreslog, at man kan overveje automatisk at gå til to outs på sidste batter, så de i stedet lærer spillet med to outs. Det kræver en ændring af turneringsreglementet som nogen skal skrive, hvis de brænder for det.

Tak til alle for et godt og konstruktivt møde og god jul til alle!

 Henri

Referat U19 møde

Der har været afholdt evalueringsmøde for U19.

Der var enighed om, at gode intentioner til trods, er det ikke lykkedes at få den løbende U19 turnering til at køre.
 

Til gengæld var det tydeligt ved DM stævnet at de unge gerne vil hinanden og laver hold på tværs, der hvor der ikke er nok til et helt eget hold.
 

Forslaget fra gruppen tilstede på mødet er:

  • U19 fastholdes men med tre stævner i løbet af sæsonen
  • De klubber, der har eget hold stiller med det, hvis de vil. For resten laves hold på tværs.
  • Der etableres en U19 gruppen på DSOF’s holdsport, hvor de unge skal tilmelde sig og det er også her, stævnerne annonceres og man kan melde sig til.
    Vi forestiller os, at udviklingskonsulenten kan være primusmotor på at få det op at stå.
  • Der forsøges med et indendørsstævne, hvor der spilles “Indoor” med fælles hygge.
  • Juniorudvalget søger bestyrelsen om penge fra udviklingspuljen, så der ikke betales tilmeldingsgebyr og rejseudgifter.

 

 

Følgende klubber deltog: Ballerup, Vikings, GSK og Killer Bees