DSoF formand kåret som Årets Idrætsleder i Ballerup kommune

Forbundets formand har modtaget prisen som Årets leder for idrætsforeninger for sit store engagement som formand for Ballerup Base- og Softball Klub. Ballerup Kommune overrakte Henri prisen til deres store nytårsfest, hvor flere af Ballerups inspirerende drivkræfter blev hædret med priser og præmier.

I sin tale til formanden beskrev Jesper Würtzen, hvordan Henriette Gilhøj som ildsjæl har en stor del af æren for, at klubben er fyldt med unge spillere og frivillige drivkræfter: ”Dit hjerte banker for softball og mennesker”, fremhævede borgmesteren.

Et kæmpe tillykke med prisen fra hele Dansk Softball Forbund! Din indsats for både din klub og for forbundet er guld værd for softball. Det er fantastisk, at Ballerup Kommune og Vandels har givet dig denne flotte fuldt fortjente anerkendelse.

Henri skriver: “Tak til alle jer, der har fundet tid til at sende en lykønskning i anledning af min udnævnelse til Årets Idrætsleder i Ballerup Kommune – det varmer rigtigt meget.

Jeg er stadig glad, ydmyg og lidt stolt over udnævnelsen. At stå der på scenen og høre borgmesteren læse alt det op, jeg har fået tiden til at gå med kan godt være lidt overvældende, men det sætter også nogle tanker i gang.

Ja, jeg har brugt meget tid: Som spiller har jeg været verden rundt og haft mange gode stunder og oplevelser med mine medspillere og trænere. Som træner får lærer man børn (og voksne) at kende fra mange forskellige miljøer, store og små talenter. Det udvider ens menneskelige horisont, og man lærer at tackle uvante situationer (og nogen gange får man skrammer). Så tak til alle mine holdkammerater, trænere og bestyrelseskollegaer gennem tiden.

Så mit endelige ræsonnement er nok at være leder og træner er min mulighed for at give tilbage til softball noget af alt det, jeg har fået. Jeg håber, at andre får mod på at give bare lidt tilbage: Alle bidrag kan bruges store som små, korte som lange.

Igen tak til Ulrik og Ballerup Baseball Softball Klubs bestyrelse for indstillingen og Ballerup Kommune for udnævnelsen.

Kilde:www.ballerup.dk/borger/stor-prishyldest-til-lokale-ildsjaele